HANDICAPIDRÆT/DANSK HANDICAPIDRÆTSFORBUND
world cup Guld til dansk skytte

Det var et drama af de helt store og sjældne, da den kun 18-årige Jonas Andersen fra Århus, i dag sikrede sig guld i disciplinen 60 liggende ved årets sidste World Cup, der afvikles i Stoke Mandeville i England.

3 skytter kom ud fra kvalifikationsskydningen med 600 ud af 600 mulige. Udover Jonas var der den meget erfarne Viktoria Wedin fra Sverige, og Adam Fountain fra England. De resterende 5 skytter i finalen var ikke langt efter, og der blev da også byttet meget rundt på rækkefølgen i løbet af de 10 skud i finalen. En ting kunne der dog ikke pilles ved, allerede efter det første skud trak danskeren fra de øvrige, og vandt sammenlagt med 706,2 point, kun 0,4 point fra verdensrekorden.. Svenskeren endte efter en tur ned af ranglisten, på 2. pladsen, med næsten 2 point op til danskeren.
Der var dødsstille i hallen, da der blev sagt START til det allersidste skud, men da Jonas få sekunder senere havde afleveret en fantastisk 10,8, brød jubelen ud med en larm, som var det en Premier League fodboldkamp. De lokale tilskuere havde taget den unge dansker til deres hjerte, så de tilgav fuldkommen, at han slog deres egne favoritter.
Stævnet i England er kun Jonas Andersens 2. World Cup. Den første var i Polen i foråret, og den vandt Jonas også, så han er i gang med at slå sit navn eftertrykkeligt fast. Han må nu regnes som et af mest spændende emner til Paralympics i London 2012.

Den danske succes begrænsede sig ikke til Jonas Andersen. I 60 liggende for SH1 klassen, opnåede veteranen Kazimier Mechula en yderst ærefuld bronzemedalje, efter en hård og ekstremt tæt finale, hvor danskeren faktisk var på 1. pladsen en kort overgang, men efter to lidt svage skud, måtte han se sig henvist til 3. pladsen. SH1 skydningen gav også finaleplads til den nye skytte Jens Frimann, som efter omskydning med 2 andre skytter, vandt den eftertragtede finaleplads, hvor han dog måtte nøjes med 8. pladsen.
Af Carsten Aagren